FASTELAVN I HJERM VESTRE KIRKE

Fastelavns søndag havde sognepræst Leif Bak, Gimsing, god hjælp af alt fra siamesiske tvillinger til troldmænd og prinsesser, da kirkegulvet i Hjerm Vestre Kirke for en stund blev levendegjort. Midtergangen blev vha. et stykke stof og en stor flok børn omdannet til Jordanfloden. Himlen åbnede sig, og solens stråler stakte sig mod floden, mens duen dalede ned (fra prædikestolen!). En god og levende gengivelse af Jesu dåb.

Efter gudstjenesten fortsatte fejringen af fastelavn i og udenfor Kridthuset, hvor FDF'erne var værter ved tøndeslagning, kaffe og fastelavnsboller.